61 bordtennisbolde gav gevinst
Udgivet: 17 september, 2026Der var både mulighed for at få svar på spørgsmål om tv og internet og for at teste sit gættegen, da Brørup MedieNets bestyrelse i fredags stod klar ved SuperBrugsen i Brørup til en snak om de forskellige tv-pakker, internetforbindelser og de muligheder, som Brørup MedieNet tilbyder.
Med til arrangementet var også nogle flinke fyre fra Norlys, som når spørgsmålene blev lidt mere tekniske, kunne hjælpe med forklaringer og rådgivning.
Hvor mange bolde var der i glasset?
Der var dog ikke kun teknik og tv på programmet. Man kunne også deltage i en konkurrence, hvor opgaven var simpel – men måske sværere end den så ud: Hvor mange bordtennisbolde var der i glasset?
Det rigtige svar var 61 bolde.
To deltagere ramte plet. Kirsten Jørgensen og Ejvind Andersen gættede begge på 61 og vandt et gavekort hver på 500 kroner til SuperBrugsen.
Arrangementet var samtidig en god mulighed for Brørup MedieNet til at møde medlemmer og ikke-medlemmer og få en direkte snak om de spørgsmål og udfordringer, der kan opstå omkring tv og internet.